Lørdag den 12. september blev der for 44.gang spillet danmarksmesterskab i brætspillet Othello. For fjerde gang blev den traditionsrige turnering afholdt på
Ubby Bibliotek, hvor 13 spillere var mødt frem.
DM blev vundet af den mangedobbelte danmarksmester Karsten Feldborg, som dermed genvandt den titel, han mistede til Palle Badsted ved sidste års DM i Greve. Palle var den eneste, som formåede at besejre Karsten, om end ganske knebent med cifrene 33-31. I finalen vandt Karsten Feldborg over Claus Qvist Jessen med cifrene 37-27. Claus havde i de indledende 7 runder kun tabt til Karsten. Dermed blev det de tre veteraner Karsten, Claus og Palle, som besatte de tre øverste pladser. DM blev et fint comeback til yderligere en rutineret spiller, Torben Vallund fra Sabro i Jylland, og til det lokale junior-talent Elisabeth Caohuimin Ulvedal Jensen fra Ubby, som for nylig er vendt tilbage efter et år på high school i USA, men nu bor i Nyborg. Alle fire juniorspillere gjorde sig godt bemærket med sejre over langt mere erfarne spillere. Sif Søgaard Schrøder blev U-18 danmarksmester, Gabriela Snarska bedste spiller under 15 år, og Sif blev desuden bedste amatørspiller (rating under 1100 på WOFs verdensrangliste). Emilia Marie Weirum blev kåret som vinder af Dansk Othello Grand Prix 2025-2026 foran Palle Badsted og Jens Aagaard-Hansen.
Flere resultater på https://flipthedisc.com/live/661