af Claus Qvist Jessen
Det skete i de dage, at der for 47. gang udgik befaling fra Kejser Othello, at der skulle
flippes brikker. Det skal der sådan set hele tiden, men særligt vigtig er det naturligvis, når
fædrelandets rød-hvide kulører sal luftes til det årlige VM. I år var VM så henlagt til
Tyrkiets hovedstad Ankara, og at det ikke ville blive let, kunne ses af, at hele otte tidligere
verdensmestre var med i feltet plus lige fire kvindelige mestre. På plussiden talte, at der
trods alt var 90 spillere, der IKKE havde været verdensmestre i noget ��
Det danske hold bestod af de maksimale fem spillere. Dertil kom tre ledsagende forældre
til de tre yngste på holdet (Alberte Nielsen, Viktor Snede og Emilia Weirum). Holdets to
Gammelsmølfer, Jens og Claus, måtte klare sig uden moralsk support fra deres forældre.
Selve turneringen foregik på det enorme og meget posh Hotel Ankara, og oprindelig havde
104 spillere meldt sig. På selve dage stod det dog klart, at tre nationer nok ikke ville
deltage alligevel. Cote d’Ivoires primusmotor Mr. Ourega var blevet skadet og derfor
forhindret, og Iran og Pakistan kan tænkes at have haft visumbøvl.
Som det er blevet kutyme, spilledes først 13 runder schweizer, hvoraf de første syv runder
var torsdag og de sidste seks plus eventuelle playoffs om fredagen. Lørdag sagde
programmet ”kun” semifinaler og finaler, mens flertallet af spillere havde spillefri.
1. dag – torsdag
Japan har i årtier været den dominerende nation, og de var da også – igen – favoritter til
guldet både som hold og individuelt. Nærmeste konkurrent var Schweiz, bl.a. pga. de
”lånte fjer” i form af ex-italieneren Michele Borassi og ex-tyskeren Mathias Berg. Tilsæt
derpå de to stærke Juignerbrødre, og havde man recepten på en mulig overraskelse.
Sådan så det i hvert fald ud på førstedagen (torsdag). Schweiz stormede af sted med de
japanske esser lige efter.
Hvad så med Danmark? Tjah – det gik som forventet op og ned. Vores Altmeister Jens
Aagaard-Hansen startede desværre ret kedeligt med kun 1/6, og det så ikke for godt ud.
Moralen fik sig dog et stort boost, da vor mand tog grusom hævn over en sagesløs tyrkisk
pige med 64-0. Sådan – så kan de lære det!
Alberte Nielsen startede hårdt med et nederlag nederlag til japansk-franske topspiller
Takuji Kashiwabara og havde efter fem runder kun 1 point. Det bedrede sig, og efter
torsdagen havde hun fine 3/7. Bestemt godkendt.
Viktor Snede startede heller ikke så flot med 0/3, men fik så et par fine gevinster, inden
han tørnede sammen med den mangedobbelte engelske mester Imre Leader. Endnu et
nul, inden Viktor fik hentet endnu en gevinst til 3/7 efter førstedagen.
Emilia Weirum kom også lidt langsomt ud af starthullernemed kun 1/6, inden en halv i 7.
runde bragte scoren op på 1½/7.
Holdets højst ratede Claus Qvist startede flot med en god, belgisk sejr, men måtte derfra
finde sig i tre nederlag på stribe, inden dagens sidste tre partier gav 2/3. Samlet 3/7 var
dog noget mindre end ventet og håbet, så der var god plads til forbedring for alle spillere.
Pointene skulle helst flyde i en lind strøm fredag.
2. dag – fredag
Heldigvis bød fredagen på en vis oprejsning for alle. Jens fik efter sine 2/7 i den grad rettet
op på scoren, og fik sig en række ret store sejre over bl.a. førnævnte Alessandro Ortiz til
en fin score på 3/5. Samme Alessandro må i øvrigt hade at spille mod danskere, for her til
VM tabte han tre på stribe til danskere. I sidste runde mødte Jens min gamle, franske ven
Bintsa Andriani, men det parti tabte Jens desværre, og dagens score blev derved 3/6 til
samlet 5/13. Det er bestemt godkendt og en smule bedre end hans startseedning, men en
gevinst til sidst havde gjort det endnu flottere.
Alberte havde 3/7 efter torsdagen og fortsatte i god stil om fredagen med 2/4 de første
runder og gode chancer for en rigtig fin placering. Desværre tabte hun de sidste to, og det
slår rigtig hårdt i en schweizerturnering. 5/13 er stadig rigtig fint, men 6-/13 havde været
super. Men hun er kun 18 og har rigtig mange år til at skrabe flere point sammen.
Viktor lå godt til med 3/7 torsdag og skulle så bare spille over evne fredag. Det lykkedes
delvist, for igen startede han dagen med 0/3 og fik først scoret efter frokosten. Først en
hel, så en halv og til sidst et tab mod den gode tysker Daniel Rössler, som også var så ufin
at slå mig. 4½ point er bestemt godkendt.
Emilia sluttede torsdagen sidst af danskerne (1½ p.), men fik heldigvis taget revanche på
andendagen og havde før sidste runde 3½. Der ventede så samme tyrkiske pige (Gunes
Deren Özgen), som Jens havde krøllet sammen 64-0, og sørme om ikke historien gentog
sig. 64-0 til Emilia, som derved nåede 4½ point som Viktor, og de to lå i slutstillingen som
hhv. 84 og 85. Viktor har dog håneretten som den øverste af de to – lige indtil næste
turnering.
Claus startede fredagen med 2 fine points, inden han fik tæv af først den japanske
juniorspiller. Med kun 4/10 burde han så få noget lettere modstand, men det skete ikke. I
11. rd. fik han den finske topspiller Lari Pihlajapuro (rating 2200+; 30-34) og i 12. selveste
Imre Leader (27-37). Hæderlige nederlag mod superfolk giver ingen points, og de
indestængte aggressioner gik ud over førnævnte Alessandro Ortiz i 13. og sidste runde.
3/6 fredag og samlet 6/13. Acceptabelt og højst placerede dansker, men uden at have
samme touch af succes som i Stockholm og Lucca.
Semfinaler og finaler
Japans dominans er velkendt, og årets VM var ikke nogen undtagelse. Schweiz lå ganske
vist i spidsen efter torsdagens syv runder, men fredag blev forskellen mellem Japan og
Schweiz kun tydeligere. Det var lidt som en Formel 1-racer mod min gamle SEAT, så
begge årets semifinaler var således rent japanske.
I begge matcher trak favoritterne det længste strå, så finalen blev det ventede møde
mellem verdens nr. 1 og 2, Yusuke Takanashi (tidl. femdobbelt VM) og den regerende VM
Seiya Kurita. De samme to spillere mødtes i finalen i 2024, hvor Kurita vandt, og den
historie gentog sig i Ankara. Første parti var ret klart med 49-15 til Kurita, mens andet parti
var mere tæt med 33-31. Der var således ikke brug for et tredje parti, og Kurita kan nu kan
kalde sig dobbelt verdensmester. Takashi Yamakawa vandt bronze foran Kento Urano.
Denne dominans blev yderligere cementeret, da Japan for 19. gang i streg (!) tog
holdmesterskabet. Lidt overraskende foran Kina og Holland, mens mine egne schweiziske
outsidere gled ned på fjerdepladsen fredag.
Kvindernes semifinaler blev omgærdet af en masse mystik pga. en sjælden
diskvalifikation! Spilleren var mongolske Misheel Altanshagai, som startede turneringen
med fem nederlag på stribe, mens hun fredag laver 5/6 mod ganske stærk modstand.
Turneringsledelsen mente, at det lugtede gevaldigt af snyd, og hun blev pillet ud af
regningen. Siden er fulgt en lang og hidsig diskussion på WhatsApp, og vi har næppe hørt
det sidste i den sag.
I finalen vandt japanske Hisamatsu Miu over Finlands Katie Pihlajapuro med snævre 34-
30. Bronzekampen blev et rent thailandsk opgør, da Charinee Mitmean slog Nalinporn
Saprasert 43-21.
Hos juniorerne var Singapores Calvin Koh Ding Sheng en populær vinder efter en 36-28-
finale mod Kinas Chen Xuanrui.
Alle resultater kan ses på FlipTheDisc.com: https://flipthedisc.com/live/320
Ved lørdagens Victory Dinner blev det mod sædvane IKKE afsløret, hvor VM 2026 skal
spilles, men aldeles ubekræftede rygter siger alt fra Brasilien til Spanien. Det finder vi ud af
en gang i fremtiden.
